Nyt site – nye ideer

EXIF METADATA
KAMERA X-T50
BRÆNDVIDDE 35.5mm
BLÆNDE f/2.8
LUKKER 1/500s
ISO ISO 200

Fotografiske Signaler har fået nyt hjem. I mange år har Fotografiske Signaler været en podcast, der er blevet lavet og udgivet af Fotografikurser. Men på en eller anden måde gav det mindre og mindre mening, fordi Fotografiske Signaler skulle være mere og andet end bare en podcast. Og det kræver sikkert lidt mere forklaring.

Fotografikurser

Fotografikurser.dk blev skabt for over 10 år siden af Adam Bindslev og Ann Malmgren. Vi lavede, som navnet siger, kurser. Sådan nogle fysiske kurser, hvor folk kom i en eller flere dage og lærte at fotografere. Det var det primære fokus i det, vi gjorde, og det var i perioder en ikke-uvæsentlig levevej.

Men tiderne har ændret sig. Corona kom, og det ændrede kursusmarkedet. Ann gik videre til primært at fokusere på blomsterfotografering.dk – og jeg var tilbage som “ham, der var den” i Fotografikurser.

Fotografiske Signaler

Forholdet mellem Fotografikurser og Fotografiske Signaler har altid været lidt… bøvlet. I starten var Fotografiske Signaler bare mit personlige projekt, der ikke havde så meget med Fotografikurser at gøre. Noget, jeg lavede, fordi jeg virkelig elsker at lave podcasts. Men i de sidste år, hvor det blev sværere og sværere at tiltrække folk til kurserne, blev det i nogen grad også content marketing for Fotografikurser. Det eneste problem med det var, at jeg begyndte at føle, at det blev lidt fastlåst. Det, som startede som personlige fotografiske fortællinger, blev nødt til også at handle lidt om “kurser”. Men jeg har ikke lyst til at undervise hele tiden. Jeg vil gerne åbne op for flere afarter af formidling omkring fotografiet.

Så det, som sker, er måske mest en rebranding. Fotografiske Signaler er stadig ejet af Fotografikurser ApS, der er mit selskab. Men det bliver et brand, der kommer til at stå for sig selv. Det betyder:

  • Eget website – adskilt fra Fotografikurser.dk
  • Fotografikursers Instagram omdøbes til Fotografiske Signaler
  • Fotografikursers YouTube omdøbes til Fotografiske Signaler
  • Fotografikurser pilles ud af overskriften på Fotografiske Signalers Substack

Hvad så med indholdet?

Måske er det kun noget inde i mig, men so be it. Jeg vil gerne lave fotografisk indhold, der er bredere og mere mangefacetteret. Omtaler af fotobøger, personlige fortællinger om fotografi, besøg på udstillinger, tekniske tips, omtaler af udstyr og meget andet. Og meget af det har jeg bare svært ved at se under overskriften “Fotografikurser”. Det er jo ikke kurser… det er signaler. Det er formidling. Og det vil jeg gerne have. Jeg vil gerne have, at Fotografiske Signaler er artikler, gallerier, podcasts, YouTube-videoer, shorts, livesendinger, SoMe-opslag, webapps og alt muligt andet. Jeg vil gerne udvikle det her – og gerne gøre det sammen med jer.

Hvad så med kurserne?

Helt ærligt – aner det ikke. Eller jo, der skal nok komme some kurser i fremtiden, men måske bliver det på en anden måde. Eller noget, hvor jeg primært tager ud, når nogen spørger… det kunne være en fotoklub, en virksomhed eller bare en gruppe fotointeresserede venner. Det er jo ikke, fordi jeg ikke vil undervise mere (det er også det, jeg gør i mit “dayjob”), men jeg vil bare gerne mere end det. Jeg vil gerne bidrage med mere mangefacetterede fotografiske signaler.